Du kan komme længere gratis, end nogen fortæller dig. Her er hvad der findes, hvad det koster – og hvornår det gratis holder op.
Af Christian
· opdateret 1. august 2026
· alle priser er læst hos leverandøren selv
Det meste IT-rådgivning til nystartede handler om at sælge dig noget. Denne side gør det modsatte: den viser dig, hvor langt du kan komme uden at betale for noget, siger klart hvornår det gratis holder op, og hvad det så koster.
Der starter omkring 600 nye virksomheder i Horsens Kommune om året, og etableringsraten her er blandt de højeste i Midtjylland. De fleste af dem er dygtige til det, de lever af. Det er sjældent dét, der vælter læsset.
Alle priser er læst på leverandørens egen prisside — ikke på en sammenligningsside. Der står en dato på hvert værktøj, og et link, så du kan tjekke efter.
Skriv hvad du regner med at omsætte om måneden, så regner jeg ud,
hvornår det gratis holder op for lige dig. Et løst gæt er fint.
kr. om måneden, ekskl. moms
Sådan ser det ud for dig
Skriv et beløb ovenfor, så får du en dato for, hvornår
det gratis holder op — og hvad regningen bliver bagefter.
Håndværket er sjældent problemet. Det er det udenom, der driller.
Fakturaer der ikke kommer af sted, timer ingen har skrevet
ned, en aftale ingen kan huske. Det er billigere at få styr på i uge to
end i måned ni.
Det du skal have — og som ikke koster noget
Tre ting, ingen sætter sig ned og forklarer dig, og som alle sammen er dyrest at opdage bagefter. De koster ingenting, og de tager en aften tilsammen.
MitID
Nøglen til det hele
MitID Erhverv
Gratis
Opret på mitid.dk — du skal bruge dit private MitID
Binding: Ingen
Godt til
Uden det kan du hverken læse virksomhedens post, indberette moms eller bruge Virk. Du skal også udpege en rettighedsadministrator — det er dig selv, når du er alene, men det skal gøres aktivt, ellers står du med et login, der ikke må noget.
Vær opmærksom på
Sæt det op med det samme, du har CVR-nummeret. Det er ikke noget, du gør den dag, du får brug for det — for den dag har du typisk travlt, og der går tid, før alt er på plads.
Du bliver tilmeldt automatisk — det er ikke noget, du vælger
Binding: Ingen
Godt til
Al post fra myndighederne lander her: moms, Skat, påmindelser, afgørelser. Alle virksomheder med CVR-nummer er automatisk tilmeldt, og du kan ikke framelde dig. Det har været obligatorisk siden 2013.
Vær opmærksom på
Fælden er, at du har pligt til at læse posten — men ikke kan komme ind, før MitID Erhverv er sat op. Der går desuden en karensperiode på 12 dage fra registreringen, før postkassen virker. Får du ikke lukket det hul, ligger der breve, du hæfter for at have modtaget, og som du aldrig har set.
Fakturaer til kommuner, regioner og staten, når du ikke har et regnskabssystem endnu. Det offentlige skal have fakturaen i et struktureret elektronisk format — ikke som en PDF vedhæftet en mail. Det er værd at få styr på inden den første offentlige opgave, for du opdager det typisk først, når pengene ikke kommer.
Vær opmærksom på
Får du Dinero eller Minuba, sender du e-fakturaen derfra i stedet, og så skal du ikke bruge blanketten.
To systemer dækker tilbud, ordrer, timer, kvalitetssikring, fakturaer og moms. Begge er gratis, mens du bygger op — og ingen af dem binder dig til noget.
Tilbud, ordrer, timer og KS
Minuba GO!
Gratis
Op til 2 brugere
Binding: Ingen
Godt til
Fakturering, tilbud, digitale arbejdssedler, tidsregistrering, materialeregistrering, KS-dokumenter, kalender og kundekartotek. Adgang til grossisterne AO, Solar, Flügger og GN Belysning, og betaling med MobilePay.
Vær opmærksom på
Loftet er to brugere, ikke omsætning. Er du alene eller to, er der ingen grund til at betale for noget som helst. Det koster dig kun en aften at sætte op — og gevinsten kommer den dag, en kunde spørger, hvad I aftalte for fem måneder siden.
Op til 100.000 kr. omsætning over 12 mdr., ekskl. moms
Binding: Ingen
Godt til
Ubegrænset antal fakturaer, bogføring og momsindberetning uden at betale noget. Det bedste gratis niveau, hvis du sender mange små fakturaer.
Vær opmærksom på
Loftet er omsætning, ikke antal fakturaer — og det rammes hurtigere, end folk regner med. Dinero måler de sidste 365 dage inkl. i dag. Brug beregneren ovenfor.
Den ene rammer dig i de første uger. Den anden opdager du først den dag, du får brug for det.
Regningen for dit CVR-nummer, du ikke skal betale
Dit CVR-nummer bliver offentligt, i samme sekund du registrerer dig. Svindlere høster de oplysninger og sender mails, der truer med at afregistrere din virksomhed, hvis du ikke betaler et gebyr. Mailen ser rigtig ud, fordi den indeholder dit rigtige firmanavn, CVR-nummer og adresse — hentet direkte fra det offentlige register. Erhvervsstyrelsen skriver det selv: »Hvis din virksomhed får en e-mail fra Dansk Virksomhedsregister eller en lignende afsender, kan du bare slette mailen.«
Husk: Det er gratis at stå i CVR. Erhvervsstyrelsen henvender sig gennem Digital Post, og gebyrer opkræves »altid gennem virksomhedens eller foreningens digitale postkasse og aldrig pr. e-mail«. Kommer der en regning på mail, er den falsk — uanset hvor rigtig den ser ud.
Har du en Personligt ejet Mindre Virksomhed, skal du faktisk forny dit CVR-nummer hvert tredje år — og det er dét, der gør svindlen troværdig. Men påmindelsen kommer i din digitale postkasse, aldrig på mail, og fornyelsen er gratis.
Du tager billeder før, under og efter — af skjulte installationer, af et gulv der allerede var ridset, af arbejdet da det var færdigt. De billeder er dit bevis, hvis en kunde et halvt år senere husker det anderledes end dig. Og de ligger ét sted: i en telefon, der bliver tabt i en trappeopgang, får vand i sig eller bliver stjålet fra bilen.
Husk: Slå automatisk sky-backup til på telefonen i dag — Google Fotos på Android, iCloud på iPhone. Det er gratis op til et par gigabyte og koster små penge derefter. Har du Minuba GO! eller et andet ordresystem, så læg de vigtige billeder på selve sagen i stedet for i kamerarullen; så kan du finde dem igen efter firmanavn i stedet for at scrolle et år tilbage.
Tjek at backuppen rent faktisk kører. Rigtig mange har slået den til én gang for længe siden og har ikke set efter, om den stadig virker — og det opdager man typisk samtidig med, at telefonen er væk.
Du skal ikke tage stilling til det i dag. Men det er værd at vide, hvad der venter — for det er dér, bindingsperioderne dukker op, og det er dem, der koster, hvis du vælger i blinde.
Når I bliver tre
Minuba Plus
119–279 kr.
Pr. bruger pr. måned ekskl. moms — afhænger af, hvad den enkelte skal kunne
Binding: 6 måneder
Godt til
Du betaler ikke det samme for alle: administrativ bruger 279 kr., begrænset bruger 189 kr., ressourcebruger 119 kr. Har du én på kontoret og resten i marken, betaler du kun fuld pris for den ene. 30 dages gratis og uforpligtende demo først.
Vær opmærksom på
Bindingen er minimum 6 måneder efter demoen. Rabat ved 18 eller 24 måneders forudbetaling — men tag den først, når du ved, systemet passer.
Pr. bruger pr. måned ekskl. moms — samme pris uanset rolle
Binding: 12 måneder
Godt til
Enkel, flad prissætning. Du betaler kun for aktive brugere og kan justere frem til kommende månedsskifte.
Vær opmærksom på
Bindingen er dobbelt så lang som Minubas. Betingelserne siger det direkte: »Abonnement tegnes for et år af gangen, bindingsperioden er således 12 måneder«. Opsigelse senest en måned før hovedforfald, ellers fornyes den automatisk med endnu et år.
Horsens Kommune har i sin iværksætterplan 2024–2027 skrevet håndværk og byggeri ind som et særligt fokusområde. Det betyder, at der findes gratis hjælp til dig lige nu — og planen erkender selv, at alt for få nystartede kender den. Så her er den. Jeg har intet med tilbuddene at gøre og tjener ikke noget på, at du bruger dem.
Gratis iværksættervejledning
Business Horsens
Personlig vejledning om virksomhedsstart. Business Horsens skriver: »Er du bosat i Horsens Kommune, tilbyder vi desuden gratis vejledning om virksomhedsstart.« Du får en fortrolig samtale med en rådgiver — uanset om du har en løs idé eller allerede er i gang.
Kommunens iværksætterplan for 2024–2027. Den lover blandt andet »Større fokus på iværksætteri inden for håndværk, byggeri og industri« og gratis kontorplads i tre måneder til unge iværksættere efter endt uddannelse. Værd at læse, hvis du vil vide, hvad du har krav på at få hjælp til.
Gratis 1:1-sparring om finansiering, salg, strategi og digitalisering. Mest relevant, når du er kommet i gang og begynder at overveje, om du skal have en mand mere.
Ja, langt hen ad vejen. Minuba GO! giver dig tilbud, ordrer, arbejdssedler, timer og KS-dokumenter gratis for op til to brugere, og Dinero Starter giver dig ubegrænset antal fakturaer og momsindberetning gratis, indtil du passerer 100.000 kr. i omsætning. Det holder ikke evigt – en håndværker på fuld tid rammer omsætningsloftet på nogle få måneder – men det holder, mens du bygger op, og det er der, pengene er små.
Hvorfor bliver min faktura til kommunen afvist?
Fordi det offentlige skal have fakturaen i et struktureret elektronisk format, ikke som en PDF vedhæftet en mail. Har du et regnskabsprogram, sender du den derfra. Har du ikke noget endnu, kan du sende den gratis med NemHandel Fakturablanket på virk.dk – du logger ind med MitID. Det er værd at få styr på inden den første offentlige opgave, for du opdager det typisk først, når pengene ikke kommer.
Hvor får jeg gratis hjælp i Horsens?
Business Horsens tilbyder gratis vejledning om virksomhedsstart, hvis du er bosat i Horsens Kommune – du kan ringe til iværksættervejleder Casper Johansen på 27 61 49 03. Horsens Kommunes iværksætterplan for 2024-2027 har desuden skrevet håndværk og byggeri ind som et særligt fokusområde. Planen erkender selv, at alt for få nystartede kender tilbuddene, så ring endelig. Jeg har ikke noget med tilbuddene at gøre og tjener ikke noget på, at du bruger dem.
Skal jeg have et ordrestyringssystem, når jeg er helt alene?
Ikke nødvendigvis, men det koster dig ingenting at have det. Når det er gratis, er spørgsmålet ikke om du har råd, men om du gider bruge en aften på at sætte det op. Gevinsten kommer den dag, en kunde spørger hvad I aftalte for fem måneder siden – eller når du skal dokumentere kvalitetssikring.
Er det ikke lige meget, hvilket program jeg vælger?
Så længe du kører på det gratis, er det næsten lige meget – der er ingen binding, og du kan skifte. Det bliver vigtigt den dag, du skal betale: nogle systemer binder dig i tolv måneder, andre i seks. Vælger du forkert i uge to, hænger du på det til næste år. Derfor står bindingen på hvert eneste værktøj her.
Må jeg sende SMS til mine kunder?
Beskeder om en aftale, kunden allerede har – "jeg er på vej", "jeg kommer i morgen kl. 9" – er en del af det, du er hyret til, og dem må du sende. Beskeder der sælger noget, for eksempel at du også laver tagrender, er markedsføring og kræver, at kunden på forhånd har sagt ja. Det er den samme SMS-knap, men to forskellige regelsæt, og det er nemt at komme galt afsted.
Hvor gamle er priserne her på siden?
Hvert enkelt værktøj viser den dato, prisen sidst blev tjekket, og linker til leverandørens egen prisside. Priser ændrer sig, og du bør altid klikke videre og se selv, før du beslutter dig. Finder du noget, der er blevet forkert, må du meget gerne ringe og sige til.
Og hvis noget af det driller?
Det meste her på siden kan du selv, og så skal du ikke betale mig for det.
Men sidder du fast i en opsætning, en mail der ikke virker, eller en
e-faktura der bliver afvist, så ring. Jeg hjælper små virksomheder i
Horsens og omegn, og jeg siger det ærligt, hvis det er noget, du selv
kan klare på ti minutter.